Kredsrådet for Syd- og Sønderjyllands politi har som led i det færdselsforebyggende arbejde besluttet, at alle dag-institutioner i Syd- og Sønderjylland skal have en trafikpolitik. Baggrunden for denne beslutning er, at børn og unge i Syd- og Sønderjylland har været overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne. Målet er derfor, på et så tidligt tidspunkt som muligt at grundlægge gode trafikvaner hos børn og unge.
Denne trafikpolitik danner grundlag for institutionens arbejde med trafiktræning og trafiksikkerhed i forhold til institutionens børnegruppe.
Vi vil arbejde for, at alle børn i daginstitutionen får gode forudsætninger og muligheder for sammen med ansvarsbevidste voksne at færdes sikkert i trafikken. Dette gælder både i institutionens dagligdag, i forbindelse med ture samt ved særlige begivenheder i institutionens åbningstid.
Det er primært forældrenes ansvar at lære deres barn om trafiksikkerhed, både til fods, på cykel og i bil. I
daginstitutionen har vi dog et medansvar, idet børnene tilbringer en stor del af deres tid hos os samtidig med, at vi jævnligt færdes i nærmiljøet uden for institutionens område.
Vi anerkender, at voksne trafikanter er rollemodeller for børnene. Derfor vil daginstitutionen arbejde for, at de ansatte lever op til denne rolle, og samtidig forsøger at informere forældrene om deres rolle i forhold til børnenes trafiksikkerhed.